Ceviche

Når de har rødspætter eller anden hvid fisk på bud i Super Brugsen varsler det et af få mulige kulinariske udfald. I aften udmøntede det sig i den Peruvianske nationalret, ceviche. Omend rettens tilhørsforhold ikke er isoleret til Peru, eftersom der findes mange afarter af ceviche i forskellige sydamerikanske sammenhænge, bliver den dog oftest associeret hermed. Ceviche er en slags salat af hvid fisk, råmarineret i citrusfrugter som citron og lime, som nydes kold. Min version får også lidt ingefær og hvidløg og spises med risnudler og dampet broccoli som tilbehør, men jeg har før fået det serveret med nachos eller søde kartofler, som står godt til syrligheden i den råmarinerede fisk.

Opskrift (portion til to personer):

Ingredienser:

205-300 g hvid fisk (torsk, rødspætte)

Marinade:

Saften fra 1 lime og 1 citron (skallen kan rives i, hvis man kan få fat i usprøjtede citrusfrugter)

3 cm ingefær (finthakket eller revet)

1 fed hvidløg (finthakket eller revet)

1 rød chili af middelstyrke (finthakket)

1 rødløg (skåret i tynde ringe)

1 bundt frisk koriander (hakket)

Salt og peber

Tilbehør:

1 rød peberfrugt (skåret i skiver)

2 stænger blegselleri (i skiver af ca. ½ cm)

½ hoved broccoli (skåret i bidder)

1 pakke risnudler

Fremgangsmåde:

  1. Fisken skæres i mundrette bidder.

  2. Ingredienserne til marinaden blandes sammen i en skål eller et fad. Smag på marinaden, er den for fersk, så tilsæt evt. lidt mere salt, er den for sur, kan man runde den af med ½ tsk. sukker.

  3. Tilsæt fisken marinaden og vend den rundt et par gange. Sæt herefter fisken i køleskabet i en halv times tid, hvor den tilberedes i syren fra citrusfrugterne.

  4. Efter en halv time tages fisken ud og peberfrugt og selleri vendes i marinaden.

  5. Nudlerne koges i 2-3 min og vandet hældes fra.

  6. Broccolien dampes 3-5 min. Dette kan gøres ved at hælde vand i bunden af en gryde, skrue helt op for varmen og hælde broccolien i en si, som sættes så den hviler på kanten af gryden med låg på.

  7. Ceviche kan anrettes på en almindelig tallerken, men denne version er som nævnt asiatisk inspireret, derfor hælder jeg nudler i bunden af en japansk nudelskål, tilsætter de andre ingredienser og spiser det hele med spisepinde.

     

    Velbekomme!