Jeg har i efterhånden syv år beboet en lille lejlighed på Vesterbro med dertil hørende urtehave i vindueskarmen. Jeg har i den forbindelse få gange før forsøgt mig med at få planter til at gro. Det har oftest været små stilke basilikum, som har været til overs efter fra en af den slags potter, man køber i supermarkedet, og som man kan plante ud efter man har plukket den færdig. Det samme kan opnås, hvis man har et par kerner til overs fra en chili. Der er noget utroligt livsbekræftende ved den måde, planter opfører sig på. De har altid forekommet mig utroligt taknemmelige; man giver dem lys og vand, og så vokser de, og giver til gengæld én deres høst.

Min interesse for chilidyrkning kom sig af, at jeg gennem min lidenskab for god mad og drikke fik serveret nogle ganske glimrende retter, indeholdende store mængder forskellige chili. Jeg har flere gode bekendtskaber med hvem, jeg en gang imellem holder (fortrinsvist herre-) middage. Disse er muntre begivenheder, hvor vi mødes hos hinanden og tilbereder et måltid oftest under beretning af røverhistorier og indtagelse af rigelige mængder øl og brændevin. Dette foregår både før under og efter middagen, hvorefter der ikke går lang tid inden vi synger vores sømandssange og stemningen stiger til et stormfuldt, brusende niveau.

Rasmus, én af mine gode venner, havde ved en sådan lejlighed fået fat i de særdeles stærke chilisorter Bhut jolokia og Habanero, som vi selvfølgelig forsigtigt og ærefrygtigt smagte på friske, og desuden sørgede for blev rigt repræsenteret i den karrygryde, vi havde sat os for at tilberede den aften.

Jeg tror, det var den dag, at jeg virkelig fik øjnene op for frisk chili og hvor aromatiske og rige, de kan være på smag og intensitet. Førhen har jeg somme tider købt de almindelige smagsforladte røde chilier fra grøntafdelingen i supermarkedet, eller hvis bølgerne gik højt, de små thailandske chilier (også kendt som ”birds eye”) nede fra thai supermarkedet på Istedgade. Sidstnævnte er moderat stærke, ligesom de tørrede koreanske røde chili flakes, som man benytter til den vel nok mest berømte koreanske ret, Kim Chi. Men ingen af de chilityper jeg før har smagt havde noget nær den kraft og rundhed i smagen, som de friske chilier.

Jeg var så fuld af beundring over de chilifrugter, at jeg absolut måtte forsøge at tilegne mig nogle planter selv. Det var dette, som i første omgang foranledigede mig til at forsøge at dyrke chiliplanter, uden i øvrigt at have sønderlig forstand på det, hvilket vil fremgå af det følgende.

Det skal siges, at min viden om botanik og biologi foruden de mest basale og førnævnte iagttagelser, såsom, at man kan bringe planter til at vokse og bære frugt, hvis man vander dem osv., mildest talt er begrænset. Det eneste, jeg kan prale af, er at kunne genkende en busk med det såkaldte “buffel grass” på adskillige meters afstand. Dette kommer sig af, at jeg var med til at udrydde denne fremmede græsart, som nogle russiske immigranter i sin tid havde haft med til Nordamerika. Jeg var for nogle år siden i USA som frivillig i nationalparkvæsnet i Arizonas ørken og sammen med forskere og studerende fra University of Arizona forsøgte vi at kortlægge og begrænse væksten af buffel grass. Buffel grass er nemlig en græsart, som man er interesseret i at kontrollere bestanden af, da den vokser i forholdsvis store buske, som dels spreder sig som ukrudt og dels, når de visner og tørrer ud, udgør en betragtelig brandfare.

Nuvel, denne min indskrænkede viden om botanik i almindelighed og buffel grass i særdeleshed lod ikke til at kunne give mig svar på hvordan, jeg skulle bære mig ad med at få plantet chilier. Jeg fandt imidlertid hjælp hos The Chili King. Deres website har en god og forståelig guide til hvordan man gør.

Det viser sig, at henholdsvis det at plante og så er to forskellige ting. Man skal altså først have fat i nogle frø fra den chili, man vil dyrke. Siden skal man lade dem tørre lidt og derefter så frøene og dække dem med et tyndt lag jord, som man sørger for er fugtigt, men helst ikke for vådt. Disse vil spire i løbet af 1-3 uger (for chiliplanter – jeg skal lade det være usagt om dette også gælder for alle slags planter… næppe). Når de små planter får nummer to sæt blade, kan de plantes ud i hver sin urtepotte. Chiliplanterne skal herefter blot have masser af sollys og selvfølgelig vand. Hvis planterne sås i februar, kan chilifrugterne høstes til efteråret.

Første og vigtigste punkt var nu i mit tilfælde at skaffe noget jord, eller såmuld hvilket jeg siden har erfaret, er hvad man benytter. Hvor skulle jeg nu få jord fra? Det vil måske overraske nogen, men de gængse Vesterbroske supermarkeder og indkøbskonglomerater har ingen haveafdeling, endsige nogen som helst form for jord eller muld til salg, og jeg syntes, det ville være for meget af en udflugt at tage helt til Søndermarken eller Frederiksberg have for at erhverve mig den.

Bedst som jeg altså stod der ved min vindueskarm, slukøret betragtende mylderet på Enghavevej, spekulerende på hvorfra, jeg mon skulle hitte så basal en ressource som muldjord midt i København, fik jeg øje på den aflange kasse med forskellige træer, buske og stedsegrønt klatreløv, som strakte sig langs husmuren nede i gården. Jeg tænkte, at den jord vel måtte være tilstrækkeligt gødet eftersom der lå et værtshus på hjørnet ved siden af, forresten tror jeg endog, jeg selv i et svagt og utålmodigt øjeblik, har lindret min trang i nævnte kasse. Derfor søgte jeg naturligvis ned i det mest afsides og ufremkommelige hjørne af gården, hvor jeg ikke selv ville være tilbøjelig til at forrette min nødtørft. Der var flere kasser i den aflange gård og jeg udså mig én, som stod op ad en mur nede i bunden. Den gik mig til livet og i den groede nogle for mig ukendte småbuske. Jeg måtte først kravle halvvejs op i kassen med jord og buske, iføre mig fryseposen på samme måde, som man ville gøre når man skal opsamle efterladenskaber fra en hund, grave en håndfuld jord frem og dernæst forsøge at begive mig nogenlunde ubeset tilbage til opgangen med mine tyvekoster.

Jeg har nu ventet spændt i ti dage og endelig fandt jeg til min begejstring en lille grøn top stikkende op af jorden i min urtepotte.

Da nu denne spæde gevækst er begyndt at titte frem, kan jeg kun væbne mig med tålmodighed og afvente resultatet af hvilken plante, det er, der har taget bolig i min vindueskarm. Selvom jeg naturligvis håber, det er en chiliplante, kan jeg imidlertid ikke udelukke at der kan gemme sig andre elementer i min baggårdsjord, som kan tænkes at have slået rod.

Dette indlæg har været mit forsøg på at dele min begejstring ved denne nyopdagelse. Det er en fritidsbeskæftigelse, jeg varmt vil anbefale til Vesterbroborgere og andre byboer, folk med hang til chili og stærk mad i almindelighed. Lad det derfor hermed være sagt at hvis jeg kan få det til at fungere, så kan det måske overbevise og inspirere andre til det samme.

Hvis I kan lide, dette indlæg, så smid en kommentar eller klik follow.