Min kæreste Josefine har en gammel farmor ved navn Edith i Hillerød. Da hun sidste år skulle flytte, hjalp vi under flytningen hende med at rydde op i Josefines farfar, Jørgens gamle ting. Jeg kendte ikke selv Jørgen så godt, men har fået at vide, at han udover snedkermester også var modeltogentusiast, frimurer, gennemgående frisk fyr og ivrig hobbymusiker, som gav den på både mundharpe, mandolin og guitar. Han nærede også stor kærlighed til Gajol, salt lakrids og bar altid en pakke i lommen. Flere steder blandt flyttegodset kunne man finde spor af Jørgens hang til lakrids: Under en gyngestol eller i en lille pung med snapseglas af den slags, man kan have med i lommen og på hans op mod ti flittigt brugte mundharper, var spor af lakrids.

Det var sent på sommeren og meget varmt i skuret nede i gården hos Edith. På skurets ene væg var et lille vindue, som kun lukkede lidt lys ind til os mens vi ordnede alting i flyttekasser og bar det udenfor i gården, hvor tingene enten blev opbevaret til videre brug, sendt til genbrug eller på containerpladsen. Foruden alt Jørgens værktøj, billeder, bornholmerure, høvle og stemmejern var forskellige ting og sager, som han havde samlet sammen i tidens løb. Da vi efterhånden kom til bunds i disse ting dukkede der pludselig noget op som vækkede min interesse. Der på væggen over kummefryseren var anbragt tre musikinstrumenter: En spansk guitar, en mandolin og endelig en sunburst-rød guitar i parlor-model af det tyske mærke Höfner med slagplade af imiteret perlemor.

Den så ikke ud af meget, som den hang der med kun fire ud af seks strenge resterende; nylonstrenge til og med. Da jeg spurgte til beskaffenheden af de tre instrumenter, sagde Edith, at hun absolut ikke mente de havde nogen videre værdi, og at de højst sandsynligt stammede fra Hillerød kræmmermarked eller et andet sted, hvor Jørgen havde set og forelsket sig i dem. Hun sagde også, at hvis der var noget af det, jeg kunne bruge, var jeg mere end velkommen til at beholde det.

Jeg takkede mange gange og besluttede mig for at tage mandolinen og Höfner-guitaren med hjem og sætte dem i stand. Jeg var rigtig glad, da jeg endelig fik givet gribebrættet en omgang citronolie og sat et sæt stålstrenge på, og da jeg gnubbede og pudsede guitaren af med en fugtig klud syntes jeg sine steder at kunne ane en svag duft af lakrids. Selvom jeg ikke kendte Jørgen Westergaard Hansen, har han efterladt megen sjæl i de ting vi flyttede den dag, og jeg er glad for i det mindste at kunne holde liv i noget, som på et tidspunkt betød noget for ham.